Svane-mærke

Svanen er Nordisk Ministerråds miljømærke for produkter der ikke er fødevarer - de såkaldte non-food produkter.

Svanemærket viser, at varerne er blandt de mindst miljøbelastende i den pågældende varegruppe. Mærket sætter grænser for udledning af giftige stoffer og for indholdet af uønskede stoffer i varen.

Sammen med Blomsten er Svanen Danmarks officielle miljømærke. De administreres af Miljømærkning Danmark, der er en selvstændig del af Dansk Standard. Reglerne vedtages af Miljømærkenævnet, hvor der sidder repræsentanter fra stat, forbruger- og miljøorganisationer samt handel og industri.

Svanemærket er en frivillig ordning, hvor producenten betaler gebyr for retten til at bruge mærket.

Kontrollen udføres af Miljømærketsekretariatet.